Fire måneder er nu gået. Tiden flyver af sted og sommeren er snart over os. Alle siger, at foråret er den bedste tid på året her, tørt og ikke så varmt, kun omkring 25 – 30 grader. I maj og juni regner det og i juli og august bliver det meget varmt.

 

I starten af februar holdt vi housewarming. Der kom 50 - 60 mennesker og vi var udenfor i vores lille have, hvor vi havde dækket op med borde og buffet. 

 

Da Jacob startede sit nye arbejde i december, regnede vi med at de første måneder ville blive hårde arbejdsmæssigt. Efter fire måneder er det ikke blevet bedre - snarere tværtimod. Hver dag dukker der nye problemer op. De fleste relaterer til den tidligere dårlige ledelse. Lyspunkter er der dog heldigvis masser af. Medarbejderne er glade og aktive i alle processer. De ønsker lige så meget som Jacob at få vendt skuden. De er ved at få tillid til, at de aldrig kommer til at tabe ansigt over for Jacob. Så når noget er gået galt, fortæller de det åbent og forklarer, også over for de andre, hvad der gik galt. Det er vigtigt, hvis man skal undgå at gentage fejltagelser.

Her i denne del af verdenen er det meget vigtigt at undgå at tabe ansigt. Hvis man er skyld i at en kunde taber ansigt, skal man ikke regne med at tale med ham i flere år. Hvis kunden derimod får Jacob til at tabe ansigt, regner han automatisk med at få 10% rabat. Men sådan handler Jacob jo ikke. Hvis Jacob eller en af hans ansatte laver en fejl, fortæller han ærligt kunden om det og forklarer ham om, hvilke forholdsregler der er blevet taget for, at det ikke skal gentage sig. Sådan en åbenhed er de ikke vant til og det overrasker dem meget.

 

Det første der slog os, da vi kom til Taiwan, var trafikken. I begyndelsen er den et dagligt irritationsmoment, men som tiden går vænner man sig heldigvis langsomt til den. I den første uge efter vi havde fået bil, kom Jacob rystet hjem fra arbejde. Ikke nok med at hans hænder rystede i ca. en time, men man kunne også vride ca. en liter sved ud af skjorten.

Vejene er fine og som regel med flere baner, og lysreguleringen er også fin, når man finder ud af, hvor den er placeret. Problemet er, at det er alles kamp mod alle. Taiwaneserne, som ellers i andre henseender  er meget venlige og hjælpsomme, er de mest egoistiske og ubetænksomme bilister man kan tænke sig. Men de er opvokset med deres egne trafikregler og ved ikke bedre. De almindelige vigepligtsregler, som vi kender hjemmefra, gælder ikke her. Man må overhale både indenom og udenom - også i vejkryds. Rødt stoplys betyder, at man gerne må dreje både til højre og venstre, man må endda køre lige over, hvis man mener der er plads. Vi ser også ”spøgelsesbilister” i den forkerte vejbane en gang i mellem, hvis der er meget kødannelse.

Den kollektive trafik her i Kaohsiung er meget mangelfuld så alle har et køretøj, hvad enten det er en bil eller en scooter / motorcykel. En hel familie kan sagtens komme rundt på en scooter. Jeg har set scootere med far, mor, to børn og hunden på fodbrættet.

På grund af alle de biler, der kører rundt her, er parkeringspladser en mangelvare. Derfor bygger man nedad under husene. Jeg har set op til fem etager parkeringskældre, så det er bare med at huske, hvor man sætter sin bil, hvis man vil finde den igen.

Når man parkerer ved kantstenen, skal man huske at kikke efter en rød streg, da det betyder at parkering er forbudt. Hver dag kører der lastbiler rundt og henter biler, der er ulovligt parkeret. Man kan så senere hente sin bil på opsamlingspladsen mod at betale bøden. På den kontante måde undgår de ubetalte parkeringsbøder.

Gadehundene er dem der opfører sig bedst i trafikken, de står pænt og venter på grønt lys eller på at der skal blive et hul, så de kan komme over vejen. Men det er selvfølgelig også kun de klogeste, der har overlevet.

Det er billigt at køre i taxi her og jeg gør det tit. Men hvis jeg kun skal ud og handle i nabolaget, kører jeg på cykel. Jeg cykler dog helst kun uden for myldretiden, men det er desværre midt på dagen, hvor det er varmest.

I starten var det også et stort problem at finde rundt, men nu går det fint. Der findes kort over byen, men de er unøjagtige og forældede, da udviklingen foregår hurtig her og der laves nye veje hele tiden.

Vejskiltene er selvfølgelig med kinesiske skrifttegn, kun på de større veje er navnene ”oversat” til engelsk. Det medfører at det samme vejnavn kan staves på flere forskellige måder.  En vej som f. eks. er stavet Chengming på kortet er stavet Chengching på vejskiltene. Det er selvfølgelig ikke så slemt, når bare man er klar over det. Men det er svært, når der findes en masse veje med næsten enslydende navne: Chungcheng, Chingchung og Chungching. I starten måtte vi tit sammenligne kinesiske tegn for at finde ud af, om vi nu var på det rigtige sted efter kortet.

 

Når man taler om trafik på Taiwan, kan man heller ikke komme uden om at tale om ”betel nuts”, det taiwanesiske tyggegummi. I starten troede jeg, at der var blodspor overalt på vejene på grund af mange færdselsuheld, indtil jeg fandt ud af, hvad de store røde plamager var. Næsten alle lastbilchauffører og nogle taxichauffører tygger betel nuts, der er et opkvikkende middel. Nødden kommer fra en meget smuk, høj palme, der dyrkes i store plantager og er en meget indbringende forretning. I høstperioden er plantagerne derfor meget strengt bevogtet af mænd med maskingeværer og hunde.

Nøden bliver mikset med lime og rullet ind i et blad, hvorefter det tygges. Der dannes en masse spyt, der bliver farvet blodrødt af nødden. Problemet for tyggerne er at komme af med spyttet. De fleste bruger heldigvis et engangs-plasticbærer, men nogle afleverer det bare ud af bilvinduet.

Overalt langs vejene er der små glasbure med unge, smukke piger, der sælger dem. Jo længere man kommer ud på aftenen, jo mindre tøj har de på. Rygtet siger, at hvis man betaler lidt ekstra, får man også lov at røre ved dem. De kan opretholde en meget pæn månedsløn i sammenligning med f. eks. fabriksarbejde.

Nødderne er vanedannende og kræftfremkaldende. Jeg talte med en finsk mikrokirurg en aften og hun fortalte, at hendes arbejde mest bestod i at lappe scooterkørere sammen efter færdselsuheld og gendanne kæbebenet hos betel nuts tyggere.

 

Præsidentvalget er overstået og jeg beundrer taiwaneserne for deres valg. Det er modigt at vælge en præsident, som arbejder hen mod Taiwans selvstændighed. Især når man ved, at en masse missiler står på den anden side af Taiwanstrædet rettet mod øen.

Chen Shui-Bian, den nye præsident, har været borgmester i Taipei i nogle år og gjort et godt job. Han har blandt andet prøvet at komme korruptionen til livs. I årene før var det Demokratiske Progressive Parti ellers bedst kendt for at komme i nævekamp i parlamentet med KMT- politikere foran TV- kameraerne. 

Militæret her i byen er i højere beredskab end det plejer. På de tre kaserner og militærhospitalet er portene blevet lukket, og vagtmandskabet udenfor er blevet udstyret med våben og kampuniform. I lufthavnen er der også øget aktivitet af militære transportfly. Endvidere ligger to amerikanske hangarskibe standby i strædet.

Vi tager det nu ganske roligt ligesom lokalbefolkningen, der er vant til disse trusler. På vores nærmeste pub, ”Dick and Cowboy”, kommer der en del udstationerede amerikanske air-force rådgivere. Så længe de har tid til at sidde der og drikke øl og spille pool bliver her vel ikke krig, tænker jeg. Når man prøver at lokke nogle militære hemmeligheder ud af dem, smiler de bare og siger, at Kina ikke kan angribe nogen med en gammel fiskeflåde. Når man spørger til Taiwans anti-missil-forsvar, griner de og siger at de kinesiske missiler er så upræcise, at de ikke kan ramme øen. 

 

Nu vil jeg slutte for denne gang. Vores E-mailadresse er stadig jacobgkn@ms43.hinet.net

 

Kaohsiung Hash House Harriers kan ses på http://www3.nsysu.edu.tw/khhh/khhh.htm

og vi er med på billeder fra run 1590.

 

Med kærlig hilsen

 

Jacob og Eva