TAIWAN 4

 

Vi har nu boet på Taiwan i et halvt år og tiden går alt for hurtigt. Det er ret varmt nu ca. 35 grader og solen er meget stærk og står meget højt. Det har regnet et par gange, men regntiden er ikke rigtigt startet endnu. Vi klarer begge varmen udmærket, men skal hele tiden tænke på at få nok væske. Når man har været udenfor i 5 minutter løber sveden af én. Og de siger, at det bliver varmere…..

 

For tre måneder siden begyndte Jacob og jeg at gå til mandarin-undervisning. Vi har gået sammen to timer om aftenen, to gange om ugen indtil for nylig, hvor Jacob desværre måtte stoppe på grund af, han ikke har tid. Derefter har jeg måttet fortsætte med enetimer, hvilket er ret hårdt. Ofte er min tunge helt øm, når jeg kommer hjem p.g.a. alle de mærkelige lyde, den bliver udsat for.

Mandarin er det officielle sprog på Taiwan, selv om de fleste til daglig taler taiwanesisk, der er meget anderledes. Vi lærer det ikke ud fra de kinesiske skrifttegn, men ud fra en engelsk ”oversættelse”, der hedder pinyin.

Sproget består fire af toner og et ord skifter fuldstændig betydning, hvis man udtaler det i en anden tone.  For eksempel har ordet ma fire betydninger :

 

Mā  :  mor                         1. tone : hele ordet udtales i samme høje toneleje

Má  :  hamp                      2. tone : udtales med stigende tone

Mă  :  hest                         3. tone : udtales med faldende og derefter stigende tone

Mà  :  skælde ud               4. tone : udtales med faldende tone

 

Det er svært og man kan komme grueligt galt af sted, hvis man roder rundt i tonerne. Ordet Wèn 4. tone betyder ”spørge”. Og ordet Wĕn 3. tone betyder ”kysse”. Det ændrer meningen en smule, når man vil sige : Må jeg spørge dig ?, og man får fat i den forkerte tone.

 

Den 2. april var vi til bryllup i Meinung, en lille by en times kørsel fra Kaohsiung. Byen er meget besøgt af turister, fordi papirparaplyer og vifter bliver lavet og solgt der. Jacobs 1. serviceingeniør, Steven, skulle giftes med sin kæreste, Janet.  En bryllupsinvitation på Taiwan bliver ofte omtalt som en ”Red bomb”, fordi den kommer i en rød kuvert og bryllupsgaven skal altid være penge.

 

Når et par har besluttet sig for at blive gift, skal de først finde en ”heldig” dag, at blive gift på. En måneds tid før brylluppet går de så til Chung Cheng Road, bryllupsgaden i Kaohsiung. Der ligger bryllupsbutikkerne side om side. De udlejer store, flotte kjoler, jakkesæt, sko, smykker, diademer og lægger make-up og sætter hår på både bruden og gommen så de ligner prinsesser og prinser. Det er normalt at bruden udvælger tre kjoler i forskellige farver ( f.eks. rød, gul og hvid ), som hun har på til fotograferingen og til selve bryllupsmiddagen. Derefter bruger man tre dage på fotograferingen. En dag i Kenting, sydspidsen af øen, hvor baggrunden på billederne er klipper, vand og bølgebrus. En dag i Kaohsiung’s parker, ved Chenching Lake, udenfor de fine hoteller og jeg har også set dem i midterrabatten på vejene. Tredje dag bliver billederne taget i familiens hjemby, i dette tilfælde Meinung. Et billede bliver så udvalgt til invitationerne. Alt dette koster en formue.

 

Da vi modtog invitationen, måtte vi bede om hjælp hos Jacobs sekretær. Hun er heldigvis altid meget hjælpsom til at forklare os om alle disse indviklede kinesiske traditioner, vi tit kommer ud for. Det var meget vigtig, at finde netop det rigtige pengebeløb til gaven. Som chef skulle han selvfølgelig give mere end de andre ansatte på kontoret, så de blev alle enige om, hvad de skulle give hver især . Tallet 4 er meget uheldigt og må absolut ikke indgå i summen, heller ikke hvis man lægger tallene sammen. Pengesedlerne skal være røde ( kun 100NT er røde : ca. 23 Kr. ),  eller sedler med anden pålydende og farve skal være nye og ubrugte. Når man så har fundet det rigtige beløb, skal de lægges i en speciel rød kuvert og der skal skrives nogle lykkebringende kinesiske tegn udenpå.

 

Der var inviteret 180 mennesker og vi var de eneste udlændinge, så vi blev selvfølgelig betragtet med en vis interesse. Ved indgangen til  restauranten sad der to damer med regnemaskine ved et lille bord. De tog imod den røde kuvert og vores navne og beløbet blev straks slået ind på kasseapparatet. Vi fandt nogle ledige bordpladser og derefter begyndte serveringen.

 

Fra Danmark er vi jo vant til lange bryllupsmiddage med suppe, steg og is. Her er traditionen at få mest mulig mad på kortest tid, fordi man før i tiden hurtigt skulle tilbage til arbejdet i marken. Så vi fik serveret 12 retter på mindre en 1½ time !!. Vi fik at vide, at maden, der blev serveret, var meget traditionel.  Jeg kunne simpelthen ikke følge med, fordi retterne kom så hurtigt og jeg var hele tiden 1 til 2 retter bagefter de andre ved bordet. Eller også spiste jeg ret taktisk…. For på den måde kunne jeg nå at se Jacobs ansigtsudtryk, når han puttede noget nyt i munden og alt efter ansigtsudtrykket selv tage en mindre portion i min skål. Der blev serveret meget god mad, men også ting vi ikke er vant til at spise bl.a. stegte grisetæer, kogte komaver og andet, som de ikke kunne forklare, hvad var ( og det var nok også det bedste ). Jeg smagte det hele, da jeg jo har lært hjemmefra, at man ikke kan sige, man ikke kan lide det, hvis man ikke har smagt det.

Undervejs under middagen blev bordet efterhånden fyldt med kyllinge- og fiskeben m.m. som man bare spytter ud på dugen. Det er også tilladt at give forskellige mavelyde fra sig undervejs. Men mærkeligt nok bliver det betragtet meget uhøfligt at rense sine tænder, så det skal gøres meget diskret med hele venstre hånd holdt for.

 

Med hensyn til vores forskellige smag for mad, har de her på Taiwan en snack der hedder Sodofo (gæret tofu). Det er en lille kugle indbagt i dej med uskyldigt udseende og lugt og alle kinesere elsker at spise dem. En aften var jeg på KTV ( kareoke ) med Jacobs to sekretærer. De fortalte mig fnisende, at de havde serveret det for Jacob på kontoret, uden at fortælle ham om, hvordan det smager og uden at fortælle ham, at ingen udlændinge kan lide det. Han var blevet fuldstændig hvid i ansigtet og var forsvundet som et lyn ud på toilettet. Da jeg senere spurgte ham om, hvordan det smagte, sagde han, at det var ligesom at bide i en grisestald og det var det værste han nogensinde havde smagt. Og selv om han spyttede alt ud og vaskede munden grundigt, hang smagen ved i mange timer efter. Når vi undrende spørger dem om, hvordan de dog kan spise det, sammenligner de det med, når vi spiser gammel ost. Det kunne de aldrig finde på at sætte tænderne i.

 

Udenfor den åbne restaurant var der sat en scene op og et lille orkester spillede. Der gik man også op, hvis man følte trang til at holde en tale. Med korte mellemrum blev der smidt lidt knaldfyrværkeri imellem bordene, så man var ved at få maden galt i halsen. Det synes de er meget festligt og i det hele taget elsker kinesere at larme. Stilhed er lig med kedsomhed for dem.

Under middagen gik brudeparret sammen med forældrene rundt til alle borde og takkede for gaverne, skålede og udvekslede business-kort. Se vedhæftede billede.

Netop som der var ved at komme gang i festen var det hele slut, og der blev delt plasticposer ud til alle. Man kunne så tage det mad, der var tilovers, med hjem. Alle de andre ved vores bord blev enige om, at vi skulle have det fineste. Det var et kogt griseben fyldt med blævrende fedt og nok til at det kunne føde en familie i flere dage. Så vi takkede høfligt nej tak og sagde, at det var alt for meget mad for os.

Ved udgangen stod brudeparret og sagde farvel. Vi sagde så farvel og sagde også nogle lykkebringende ord til dem ( Det havde vi fået af vide, vi skulle ). De stod med en bakke med chokolade til damerne og cigaretter og / eller betel nuts til herrerne at køre hjem på.

Et par uger efter brylluppet tog de på bryllupsrejse til USA i 14 dage.

 

Den 8. juni er vi inviteret til bryllup igen.

 

Jacob har nu ledet servicestationen i et halvt år og heldigvis har ingen sagt op i denne periode. De ansatte virker stadig meget glade for ham, selv om han godt kan skrue bissen på en gang i mellem. Det var en af grundene til at man ansatte en europæer sidste år. Man ville gerne skabe mere stabilitet på stationen og stabilitet over for kunderne og det ser ud til at lykkes. De sælger ikke så meget på grund af de høje ABB / TSU-priser, men de har fået en del flere service jobs. Så til juli bliver der ansat en serviceingeniør mere.

Den nybagte ægtemand, Steven, har derfor haft meget travlt i den sidste tid. Og da den anden serviceingeniør, Singing, har været en del væk på kurser, har Jacob også måttet hjælpe til på værkstedet både om dagen og om natten.

Fordi Steven har måttet arbejde så meget og ikke fået søvn nok, har han været lidt glemsom på det sidste. Han har glemt et låseblik for en møtrik, der holder lejet på plads i en VTR714 ( meget vigtigt ) i et skib, der skulle til Hong Kong. Der for måtte man bede ABB Hong Kong om at montere den. Derefter glemte han at få en dybdelære med til et job i Tainan 350 km væk fra Kaohsiung.

Jacob sendte ham i byen for at købe WD40 og han kom i stedet tilbage med en dåse rød maling. O.s.v.

Han bliver så ked af det, når sådan noget sker og han må åbenbart have fortalt sin unge kone om det. I sidste uge syntes hun, at det kunne være nok og hun slog op i en tyk, gammel bog med gode husråd. Derefter gik hun på markedet og købte en masse specielle sager, han skulle spise. Han fortalte, at hun kogte mad i køkkenet i tre-fire timer og derefter serverede en ret, der skulle give ham hukommelsen tilbage, og en ret, der skulle gøre ham lykkelig igen.

 

Den 4 april, en tirsdag, var det ”Tomb sweeping day”.  For at man kunne få en forlænget weekend flyttede man så ”Youth day” til om mandagen.

På Tomb sweeping day tager hele familien ud til familiegravstederne og gør dem rene og pynter med friske blomster. Det er en af de dage, hvor man ikke skal hænge vasketøj op udenfor. Luften er fyldt med flyveaske fra afbrænding af penge. Næsten alle kinesiske hjem er udstyret med et husalter indenfor, og en metalspand udenfor til afbrænding af ”Ghost-money”. Pengene er en slags matadorpenge og man kan købe dem i næsten ethvert supermarked. Man brænder dem til ære for en gud, eller som i dette tilfælde, til ære for de afdøde slægtninge.

 

Den 6. juni, også en tirsdag, var ”Dragon Boat Festival”. På denne dag afholder man dragon boat races på floder i alle de større byer.

Historien omkring Dragon boat fortæller, at en patriotisk poet ved navn Chu Yuan besluttede at drukne sig i en flod i Kina for mange år siden. Og fordi manden var virkelig afholdt i byen, prøvede man at redde hans liv ved at sejle ud efter ham. Da de indså, at de ikke kunne nå ham, begyndte de at smide rice dumplings ud i floden for at fiskene skulle spise dem i stedet for at spise manden. Derfor spiser man ”tzungtzu” på dagen. Det er klistrede ris med skinke eller bønnepasta pakket ind i bambusblade.

 

I Kaohsiung blev der sejlet på den stinkende ”Love River”, der løber gennem byen. Det siges, at hvis man falder i vandet og ikke drukner, dør man af infektionen bagefter. Hash House Harriers stillede selvfølgelig med et hold i den internationale gruppe. Distancen var 400 meter og det blev virkeligt taget alvorligt, da holdet vandt forrige år og sidste år blev nummer to. Vi trænede 5 aftener i båden inden løbet, Jacob som sikker deltager og jeg som suppleant ( de ville selvfølgelig helst have mænd med - øv).  Båden skulle indeholde en styrmand, 22 roere, en mand der slog takten på stortromme og en pige der skulle gribe flaget på målstregen.

Første race gik fint og vi vandt over CLI, der er en engelsk sprogskole, med en bådlængde. Derefter skulle vi så dyste i finalen mod TLI, der er ”vores” sprogskole. Det var meget spændende, fordi Hash-båden førte minimalt næsten lige til målstregen. Derfor var det en bitter pille at sluge, at vi tabte med 0.8 sekund. Førstepræmien, som var guld-dragonbåde, blev overrakt af borgmesteren og det hele blev vist i TV. Et plaster på såret var dog, at et amerikansk firma havde sponseret vores hold med 60.000 NT, så vi holdt en ordentlig fest bagefter.

 

I maj måned besøgte vi ABB-servicestationerne i Hong Kong og Guangzhou i Kina. Først var vi i et par dage i Hong Kong, der er en meget spændende og flot by. Derefter sejlede vi op af Pearl River til Guangzhou i mainland Kina og var der to dage. Jacob deltog i et seminar og jeg udforskede markederne, hvor man kunne købe de mest mærkelige spiselige ting som f.eks. levende frøer, sorte biller, brune biller og også levende skorpioner i spandevis!! Velbekomme. Derefter sejlede vi tilbage til Hong Kong og tilbragte weekenden med indkøb og sightseeing. Vi tog blandt andet peak-tram’en op til Victoria Peak, hvor man har en storslået udsigt over byen.

 

Jeg vil slutte min beretning for denne gang og ønske jer alle en rigtig god, dansk sommer !!!

 

Kærlig hilsen

Eva